De hotteste trends i detailhandel – 2. del

I sidste indlæg tog vi et kig på, hvilke spændende trends der er på vej i detailhandelen.

Her får du anden del i serien, og vi springer lige ud i det med trend nummer 4.

#4 Augmented og virtual reality

I forbindelse med, at fysiske butikker bliver mere og mere digitale, kan du næsten ikke undgå at støde på begreberne virtual og augmented reality. Begge teknologier bliver spået en stor fremtid. Så hvad handler det om?

Augmented reality

Augmented reality (AR) betyder, at man lægger digitale elementer oven på virkeligheden, som vi ser den (augmented betyder ’suppleret’). Tænk Google Glasses eller Pokémon Go. 

Netop succesen med Pokémon Go har givet en lille forsmag på, hvad der er i vente med AR.

Flere virksomheder brugte nemlig Pokémon Go til at trække folk til deres butikker og skabe større engagement med kunderne. I Oslo lavede Aftenposten en artikel om steder, der serverede pokepils (altså steder med ølservering i nærheden af de såkaldte ’pokestops’). En lykkelig ejer af en isenkræmmer mener selv, at Pokémon Go var med til at redde hans virksomhed, mens en McDonald’s i Japan oplevede en 19 % stigning i salget på grund af Poke-bølgen.

På den måde kan man tage shoppingoplevelsen til et nyt niveau. Og som vi var inde på i forrige artikel, er dette ekstremt vigtigt.

Virtual reality

Måske har du gået på den kinesiske mur eller sprunget i faldskærm ved hjælp af såkaldte virtual reality-briller? Så kender du virtual reality – eller virtuel virkelighed.

Det karakteristiske ved virtual reality er, at det lukker virkeligheden ude og erstatter den med digitale elementer. Selvom konceptet er underholdende, bruges det ikke kun som underholdning – mange virksomheder er ved at få øjnene op for mulighederne med virtual reality.

IKEA bruger allerede virtual reality i nogle af deres butikker – og jeg må indrømme, at det unægtelig ser ud til at gøre turen i møbelgiganten en del sjovere.

Se videoen her, og døm selv.

Jeg siger ikke, at virtual reality bliver hverdagskost for fysiske butikker i 2017, men baseret på den teknologiske udvikling er det sandsynligt, at konceptet vinder mærkbart frem i løbet af året.

#5 Samme dags-levering

En vinkel, vi ikke må glemme: Teknologiens indflydelse på eksisterende leveringsmetoder. 

Når jeg siger ’droner’, kan jeg levende forestille mig de himmelvendte øjne. Here we go again, tænker du nok.

Men selvom droner er et højteknologisk legetøj for mange, er der stadig flere og flere virksomheder, som ser potentialet i droner. Droner – i al sin enkelthed fjernstyrede, flyvende robotter – er allerede taget i brug af Amazon, som ved årsskiftet annoncerede, at de begyndte at bruge dronelevering. 7-eleven gennemførte i november 2016 77 droneleveringer i USA.

Om du er begejstret eller ej: Droner er kommet for at blive.

Skal jeg forsøge at være realistisk, må jeg sige, at Star Wars-tilstande med udelukkende dronelevering nok ikke er lige om hjørnet (selvom det ville være fedt).

Men det, der venter om hjørnet, er teknologiske svar på forbrugernes evige efterspørgsel på kortest mulig leveringstid, og er det ikke droner, kommer der andre teknologier, som vil forsøge at effektivisere de nuværende fragtmodeller.

#6 Beacons bliver almindeligt

Har du prøvet at gå forbi en butik og i selvsamme øjeblik modtage et supertilbud fra netop den butik? Troede du, at det var et vanvittigt sammentræf? Næppe. Du er temmelig sikkert gået forbi en beacon. 

I starten af 2016 blev det globale antal af beacons anslået til næsten 5 millioner, og estimater tyder på, at der vil være 400 millioner inden 2020.  

Og hvad er så en beacon? Tænk på beacons som små fyrtårn, som hele tiden sender følgende besked ud til smartphones i nærheden: ”Her er jeg!”

Beacons er radiosendere, som kommunikerer via Bluetooth-teknologien. Når en smartphone er i nærheden af en beacon, vil denne beacon kunne sende information ved hjælp af et unikt ID. Når telefonen (eller en app i telefonen) modtager dette ID, udløses der en handling – fx kan telefonens display vise en besked. Appen registerer, hvornår telefonen går ind i eller ud af en bestemt zone, og dem, der har lavet appen, kan således kortlægge, hvilke beacons telefonen har været i nærheden af, hvornår og hvor længe.

De sidste par år har brugen af beacons været støt stigende, og de er allerede populære på idrætsanlæg, hos bilforhandlere og enkelte spisesteder. Årsagen er ligetil: Det er en unik mulighed for at skræddersy tilbud og kommunikation til en relevant (og geografisk nær) målgruppe.

Et eksempel på dette er Flytoget og Vipps, som i 2016 startede et projekt med den danske appudvikler GoAppified, hvor de testede brugen af beacons på Gardermoen.

Beacons kan bruges til alt fra indendørs navigering til kundesegmentering, retargeting og loyalitetsklubber. Teknologien kan kombineres med informationstavler for at give brugeren information om bestemte objekter i nærheden. For eksempel kan du sende et tilbud på kosmetikprodukter til en kunde, som har stået længe i kosmetikafdelingen.

Lyder det skummelt?

Bare rolig. Du kan selv styre, om diverse beacons kan 'se' dig. De kan nemlig kun registrere dig, hvis du har Bluetooth tændt på din telefon. Slå det fra, og du slipper for at få tilbud, blive sporet, osv.

Desuden har EU reformeret lovgivningen på persondataområdet, så reglerne i højere grad er tilpasset den digitale tidsalder.

Hvorfor tror jeg så, at det bliver stort i 2017?

Først og fremmest det faktum, at Apple (til lige dele glæde og frustration) har lanceret deres nyeste iPhones uden indgang til hovedtelefoner og i stedet har satset på Bluetooth-teknologi. Dermed er den potentielle mængde af telefoner med Bluetooth pludselig mange gange større.

Og dernæst er der hele IoT-konceptet, hvor både biler, ure og mange andre hverdagsgenstande konstant er tilkoblet Bluetooth.

Dermed er der simpelthen et i øjeblikket voldsomt hurtigt voksende publikum for beacons.

Et andet afgørende punkt er lanceringen af Bluetooth 5. En ny og forbedret teknologi, som fordobler hastigheden og firedobler sendernes rækkevidde og kapacitet.

Vil du i gang med beacons? Så vil jeg anbefale dig at finde eksperthjælp på området. Det er nemlig en temmelig teknisk affære, og ved at få hjælp til det er du sikker på, at alle regler og krav bliver overholdt.

Hvad så nu?

Og hvad vil jeg så gerne have, du tager med fra disse to indlæg om trends i detailhandelen?

Analyser og forudsigelser skal tages som alle andre spådomme – ikke for mere end det er. Spådomme. Det er ikke sikkert, at disse ting kommer til at ske, selvom det ser sådan ud lige nu.

I 1955 spåede man, at rock ’n’ roll ville uddø inden sommeren. I 1903, 1948 og 1965 fnyste man af henholdsvis biler, tv og internettet og spåede, at de blot var teknologiske døgnfluer. Og for nu at tage et mere nutidigt eksempel: Hvem husker Google Glasses …

Mit budskab er enkelt:

Hold øje med ny teknologi, og hvordan den kan hjælpe dig med at skabe en bedre oplevelse for dine kunder.

For én ting er sikkert som amen i kirken: Det går aldrig af mode at give sine kunder en fantastisk og unik shoppingoplevelse.

Har du spådomme, ønsker eller vilde gæt om fremtidens detailhandel? Del dem endelig med os!

Skriv til os på Facebook eller Twitter, og lad os høre, hvordan du tror, fremtidens shoppingoplevelse ser ud.

Margrethe Lunde

Energisk sprognørd med en skrivehastighed på 110 WPM. Elsker nye eventyr, gode historier og at gøre det komplicerede enkelt. Når hun ikke er opslugt af en bog eller blog, er hun på fjeldet eller nær friskbrygget kaffe.

We are open for business!

Welcome to the world of payment solutions. Choose your country and start accepting payments from customers all over the world.